Fortsæt til indhold

Indisk restaurant får sur smiley

Krimi
Arkiv

Den indiske restaurant Taj Mahal på Haderslevvej i Kolding har haft besøg af Fødevarestyrelsen, og resultatet er ikke opløftende. Restauranten har fået den sureste smiley og en bøde på 5000 kroner. Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport fra besøget den 4. februar.
Blandt andet skriver Fødevarestyrelsen i sin rapport, at "det indskærpes, at lokaler, hvor der findes fødevarer, skal holdes rene og i god stand".
De tilsynsførende kunne under besøget konstatere, at gulvet i køkkenet var meget beskidt og fedtet, at trappen til kælderen var beskidt og støvet, at en kummefryser i kælderen var beskidt og at der sad is med kødsaft langs kanten af fryseren.
Ved kontrolbesøget lovede restauranten, at forholdene ville blive bragt i orden, men Fødevarestyrelsen har givet ejeren en bøde på 5000 kroner for ikke at have et egenkontrolprogram, der er en række skriftlige procedurer for, hvordan man opbevarer fødevarer.
Taj Mahal er ikke den første restaurant, der for nylig har fået en sur smiley. Torsdag den 12. februar skrev Lokalavisen om restauranten Origami Sushi på Helligkorsgade, der også havde fået en eddikesur smiley for ikke at have styr på temperaturen i den rå fisk. Derudover fik restauranten også en bøde på 12.500 kroner og et forbud mod at sælge sushi.