Tyve forsynede sig til fisketur
Indbrudstyve stjal 10 fiskestænger og 12 fiskehjul fra gammel tognvogn på Mårupvej
En eller flere indbrudstyve kan tage alle vennerne med på fisketur, efter at de natten til lørdag kl. 02.00 brød ind i en gammel togvogn på Mårupvej ved Kolind og stjal fiskeudstyr.
Gerningsmændene gennembrød indhegningen til det område, hvor den gamle togvogn står.
Fra togvognen blev der stjålet 10 fiskestænger og 12 fiskehjul, begge dele af mærket ABU.
Desuden blev der stjålet to håndvaskearmaturer og to køkkenvaskearmaturer af mærket Oras.
Frostvarer og drikkevarer
Hvis det er de samme gerningsmænd, som også brød ind i et lager på Bredgade i Kolind natten mellem fredag og lørdag, kan de også få mad og drikkelse med på fisketuren.
Mellem fredag kl. 22.00 og lørdag kl. 10.00 blev der nemlig opbrudt en port til et lager i Bredgade.
Her blev der ifølge politiet stjålet frostvarer og forskellige drikkevarer.