Fik 80 timers samfundstjeneste
En 59-årig kvinde, der var ansat ved et ældrecenter er blevet dømt for bedrageri mod en 90-årig beboer.
En 59-årig kvinde fra Esbjerg er i dag ved retten i Esbjerg blevet dømt for at have bedraget en beboer på et ældrecenter i Hjerting-området for 34.000 kr. Dommen lyder på 80 timers samfundstjeneste.
Kvinden var tidligere ansat på centret. Den 90-årige beboer har forklaret, at kvinden over et halvt år løbende havde trukket penge på beboerens konto og beholdt dem for sig selv.
"Reelt har hun fået en betinget fængselsstraf på fire måneder, hvilket svarer til 80 timers samfundstjeneste. Møder hun ikke op til dem, skal hun så i fængsel. Det er normal procedure, hvis man ikke tidligere har begået noget kriminelt," siger anklager i sagen anklagerfuldmægtig Stine Dahl til Lokalavisen Esbjerg.
Kan vi sige noget om motivet for bedrageriet?
"Hun har været ude i nogle økonomiske vanskeligheder, og så "lånt" nogle penge af beboeren. Men hvad de reelt er brugt til, ved vi ikke," siger Stine Dahl.