Harmonikasammenstød blokerede motorvejen
OPDATERET: Et harmonika-uheld mellem fire biler skabte her til morgen store trafikale problemer på Helsingørmotorvejen.
Uheldet skete kl. 7.26 i overhalingsbanen ved midterrabatten mellem Kokkedal-afkørslen og Isterødvej-afkørslen i sydgående retning.
Politi og redningsmandskab på stedet har afspærret den yderste kørebane, mens oprydningsarbejdet pågår, og køen af biler strækker sig helt ned til Nivå.
Tilkørsel 7, Kokkedal, er ligeledes spærret af politiet, som leder trafikken gennem Hørsholm. Ifølge trafikmelding i DR P4 åbnes der tidligst kl. 10, når der er ryddet op efter sammenstødet.
Der foreligger endnu ikke oplysninger om omstændigheder for uheldet, men Palle Jørgensen, vagtchef hos Nordsjællands Politi, oplyser, at alle de implicerede personer i bilerne slap uskadt fra harmonikasammenstødet.