Fortsæt til indhold

Din eks kan snuppe din livsforsikring og pension

Krimi
Arkiv

Familien til en afdød mand får ikke en krone fra hans gruppelivsforsikring. Alle pengene går i stedet til en kvinde, som han skiltes fra næsten 13 år før sin død.
Det har Ankenævnet for Forsikring for nylig afgjort, skriver Fagbladet 3F.
Mens parret levede sammen, gav han forsikringsselskabet besked om at indsætte hende som ”begunstiget”. Dermed skulle hun ved hans død have pengene udbetalt.
Manden ændrede ikke på de vilkår i forsikringen, da parret flyttede fra hinanden. Kvinden blev derfor stående som begunstiget. Og dermed går hans arvinger glip af udbetalingen fra forsikringen.
Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at det er de rigtige, der står som begunstigede i dine forsikrings- og pensionspapirer. Du kan kontakte dit forsikrings- og pensionsselskab, som så sørger for, at det sker.
I den konkrete sag havde parret boet sammen i ni år fra 1989 til 1998. Tre år efter, at de flyttede sammen, indsatte manden sin samlever som begunstiget i gruppelivsforsikringen. De flyttede fra hinanden i midten af 1998. Han døde i starten af 2011.