68 anholdt for menneskehandel
60 personer anholdt. Det er resultatet af en kæmpeaktion, som det sjællandske politisamarbejde Task Force Indbrud (TFI) i dag i tæt samarbejde med Statsadvokaten for særlig økonomisk og international kriminalitet (SØIK), Udlændingestyrelsen, Center Mod Menneskehandel (CMM), SKAT og Rigspolitiet står bag. Operationen har fået navnet ”Hvepsebo”.
Der er indtil videre foretaget anholdelse af i alt cirka 60 personer, hvoraf 10 mistænkes for menneskehandel, dokumentfalsk og bedrageri, oplyser Nordsjællands Politi.
De anholdte er fortrinsvis rumænske statsborgere, men der er også en mand af syrisk oprindelse, en dansk advokat og en dansk revisor blandt de anholdte.
De resterende cirka 50 personer mistænkes indledningsvis for bedrageri. Det er politiets opfattelse at de fleste af disse personer er blevet udnyttet og deres identitet misbrugt til strafbare handlinger. Disse personer vil som udgangspunkt ikke blive begæret varetægtsfængslet.
Der er foretaget anholdelser og ransagninger på 62 forskellige adresser på Sjælland og Lolland-Falster.
Sagen har været under intensiv efterforskning i de seneste fem måneder.