Gramsede 14-årig på brysterne
Nordsjællands Politi efterlyser en mand med ar i ansigtet, der torsdag eftermiddag krænkede en 14-årig pige på vej hjem fra skole
En 14-årig skolepige fra Allerød blev torsdag eftermiddag kl. 14.20 udsat for et seksuelt og groft krænkende overfald af en fremmed mand, der stoppede hende på Einers Sti ved viadukten under Nymøllevej, da hun var på vej hjem fra skole.
"Manden spurgte først efter telefonnumre og billeder, hvorefter han begyndte at tage på pigens bryster og kyssede hende på munden" fortæller specialkonsulent fra Nordsjællands Politi, Christian Have.
Ifølge politiet stoppede manden, fordi der kom en kvinde cyklende, hvorefter han cyklede væk på en hvid cykel ad stien ind mod Allerød.
Ar i ansigtet
Da pigen kom hjem, fortalte hun det til sin far, der derefter anmeldte overfaldet til politiet kl. 14.42.
Nordsjællands Politi efterlyser nu manden og har i den forbindelse modtaget følgende signalement:
Manden var 25 til 30 år, cirka 175 centimer høj, lys i huden og østeuropæisk af udseende. Han talte gebrokkent engelsk, havde mørkt tilbagestrøget slikhår, og så skulle han altså have flere ar på kinden og i ansigtet.
Ved overfaldet bar han en lyseblå regnjakke med hvide striber omkring ærmerne og kørte væk på en hvid cykel.