Fortsæt til indhold

20-årig i bedring

Den 20-årig mand, der fredag 6. februar styrtede ned fra en kørende bils tag, er nu ude af respirator

Krimi
Arkiv

Den 20-årige mand, der forleden blev voldsomt kvæstet, da han styrtede ned fra taget på en bil i fuld fart, er nu i bedring.
LÆS: Sad på kørende bils tag: Ligger nu i kunstigt koma
I forbindelse med ulykken fredag 6. februar pådrog den 20-årig sig et kraniebrud og en blødning på hjernen. Det betød, at han blev lagt i kunstig koma på Aarhus Sygehus' traumecenter.
“Den unge mand kom ud af respiratoren sidst på eftermiddagen i går, så vi må sige, at det går fremad,” fortæller Andreas Bryld Hansen, leder af Lokalpolitiet i Skanderborg.

Manglede sprut

Den dramatiske ulykke skete i forbindelse med en fest i Højvangen i Skanderborg. Her manglede nogle unge mænd mere spiritus og blev derfor enige om at tage et smut i Spar-supermarked for at købe mere.
De unge mænd satte sig derfor ind i en bil på nær én, som insisterede på at sidde på bilens tag. Det gik godt på vej hen til Spar, men da de skulle tilbage til festen i Højvangen, gik det galt.
Da bilen drejede til højre på hjørnet af Grønnedalsvej mod Højvangen, faldt den 20-årig mand ned fra bilens tag og endte med hovedet først på kørebanen.
Føreren af bilen, en 19-årig mand fra Hadsten, var påvirket af både alkohol og narko. Han blev derfor anholdt og sigtet for det samt for at bringe en anden persons liv i fare.