Et voksent legebarn
Søren Hauch-Fausbølls far forklarede, fortalte og inspirerede sine børn, men i modsætning til Søren selv, legede han aldrig med dem
”Jeg prøver at gøre alle følelser ægte.”
Søren Hauch-Fausbølls kropssprog er afvæbnende og ansigtet bløder op i et lidt genert smil. Manden, der har brugt 32 år af sit liv på at spille Bamse, en seksårig gul bjørn, der viser hele følelsesregistret på ti sekunder og vender på en tallerken, taler stille og uden de store armbevægelser. Som han sidder ved sit køkkenbord i lejligheden i Hellerup, iført en grøn bomuldssweater, et par slidte jeans og et par mørkeblå Crocs, kunne han godt ligne en lidt indadvendt gymnasielærer. Men Søren er skuespiller og klovn. Og det har han været altid.
”I første klasse lå jeg en dag med hovedet hvilende på armene henover bordet og lod, som om jeg sov. Vores dansklærer, Hr. Gutmann kom hen for at vække mig. Men jeg reagerede ikke. Så ruskede han i mig. Jeg faldt ned på gulvet som en sæk kartofler og fortsatte upåvirket min rævesøvn. Kammeraterne omkring mig grinte højlydt. Da jeg ikke kunne holde den længere og 'vågnede op' gav Gutmann giver mig en eftersidning. Og så måtte jeg bruge min eftermiddag på at sidde og skrive den samme sætning igen og igen, indtil jeg havde fyldt ti sider i et linjeret kladdehæfte.
'Jeg må ikke sove i timen. Jeg må ikke sove i timen. Jeg må ikke sove i timen ... '”
En kuffert fuld af historier
Søren Hauch-Fausbøll levede allerede af at være skuespiller, da han kom på elevskole. Rollen som Bamse, som Thomas Winding castede ham til, fik han en særlig dispensation til at lave under uddannelsen. Efter en selvvalgt pause optrådte han igen i den gule dragt og de røde gummistøvler. Det foregik i en balletforestilling for børn på Det Kongelige Teater og om sommeren i Danmark Radios 'Cirkus Summarum'.
”På et tidspunkt tænkte jeg på at være sat i bås som skuespiller. Sådan har jeg det ikke mere. Jeg ved, at jeg har givet mange børn og forældre gode oplevelser med Bamse, at det har betydet meget for dem. Det kan jeg godt lide”.
For tiden prøver Søren på soloforestillingen 'En kuffert fuld af historier' på Teater Vestvolden. Forestillingen skal spilles i en bus, der er indrettet med en lille scene og mørkelagt. Søren skal selv køre bussen rundt i landet.
”Så jeg er nødt til at tage stort kørekort”, siger han og ser et øjeblik helt skræmt ud.
Bussen er dekoreret med forskellige figurer og dyr, som indgår i historien, men intet er lagt helt fast. Under stykket vil Søren nemlig spørge børnene om, hvad der nu skal ske. Der er ikke to forestillinger, der bliver ens, og sådan kan Søren bedst lide det.
”Jeg søger hele tiden nye veje, siger han.
Kunst i blodet
Søren drikker sort kaffe og spiser croissant. De runde, udstående øjne er venlige, og farven om pupillen er turkis, som vandet i en swimmingpool på en varm sommerdag sydpå. Håret er brunt med få grå stænk og er naturligt krøllet. Der er noget blidt og sårbart over måden, han taler på, en næsten nøgen umiddelbarhed, en sjælden oprigtig blødhed. Han er 57 år gammel, men fortæller, at indeni er han kun 20.
”Jeg er Peter Pan”, siger han.
Søren er vokset op på Bornholm, i et rødt bindingsværkshus i Rønne. Faderen var kunstmaler og havde et atelier i Gudhjem, hvor han dyrkede sin passion for abstrakt kunst. Poul Hauch-Fausbøll vidste meget om film og teater. Han skrev stykker og instruerede dem i en amatørteaterforening i Rønne, hvor Sørens mor Gertrud stod på scenen. Det var gennem faderen, at Søren og hans søskende fik smag for kultur.
”Min far betød rigtig meget”, siger han.
”Men jeg kan ikke huske, at han nogensinde legede med os. Han fortalte historier og lærte os ting, men han har aldrig kravlet rundt på gulvet, mens jeg red ovenpå hans ryg. Jeg sagde til mig selv, at sådan ville jeg i hvert fald ikke være. Jeg har leget meget med mine børn, da de var små”.
Søren er et meget fysisk og legende menneske, både som skuespiller og som far; næsten som er han et af sine fars abstrakte malerier, der er blevet pustet liv i.
”Jeg føler mig stadig barnlig”, siger han.
FAKTA
Søren Hauch-Fausbøll
Er uddannet fra Statens Teaterskole 1979-82 og har desuden turneret med Det Danske Teater og spillet med i ca. 20 revyer
Var fast mand i 'Så hatten passer', som blev sendt på DR i 1991-92 og har turneret rundt i Danmark tre gange
Søren har to døtre, Wilhemina på 20, og Mathilde på 17. Han bor sammen med sin familie i en villalejlighed i Hellerup
Er bror til skuespiller Morten Hauch-Fausbøll og halvbror til Katrine Hauch-Fausbøll, der har instrueret og produceret både Bamse og Kaj Andrea