Fortsæt til indhold

Politiet jagter selesyndere og mobilsnakkende bilister

Krimi
Arkiv

Politiet i hele landet gennemfører i hele næste uge en landsdækkende målrettet indsats rettet mod manglende brug af sikkerhedssele/sikkerhedsudstyr og brug af håndholdt mobiltelefon under kørslen.
Og det er der en god grund til.
"Vi ser desværre løbende, at der er bilister og passagerer, der bliver dræbt eller kommer alvorligt til skade i trafikken, fordi de ikke bruger sikkerhedsselen. Derfor sætter vi i lighed med tidligere år ind med en forstærket indsats over for manglende selebrug i den kommende uge. I kontrollen vil vi også have fokus på personer, der taler i håndholdt mobiltelefon, da de udgør en fare for færdselssikkerheden", siger chef for Rigspolitiets nationale færdselscenter Frank Mathiesen.
Brug af sikkerhedssele reducerer sandsynligheden for som bilist at blive dræbt i et uheld med 50 procent. Uheldsrisikoen ved at køre med håndholdt mobiltelefon kan være op til fire gange højere end ved ikke at gøre det.
mw