Bandeopgør om narko årsag til skuddrama
Det var formentlig et opgør mellem nogle bande-relaterede personer, der tirsdag aften var årsag til, at en 26-årig mand fra Bagsværd blev skudt ned på åben gade i Værløse.
Det fortæller pressekoordinator Henrik Suhr fra Nordsjællands Politi til Furesø Avis.
"Vi mener, at der er tale om et opgør mellem nogle bande-relaterede personer - det handler muligvis om noget narko", siger Henrik Suhr.
Politiet kunne onsdag formiddag ikke siger noget om offerets tilstand, men den hårdt sårede mand blev kørt til behandling på Rigshospitalet.
"Hans tilstand er alvorlig, men stabil. Lægerne arbejder på ham. Han er blevet ramt flere steder", sagde vagtchef Ulrik Lindén efter skuddramaet til eb.dk.
Ifølge Furesø Avis' oplysninger blev der brugt en dyne og en hovedpude til at yde førstehjælp på den 26-årige mand.
Politiet vil ikke sige noget om, hvor mange skud, der blev affyret, eller om den bil, der sendere på aftenen blev fundet udbrændt i Ballerup, har noget med sagen at gøre af hensyn til den videre efterforskning, siger Henrik Suhr.
Nordsjællands Politi vil stadig meget gerne høre fra vidner eller personer, der har oplysninger i sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefonnummer 49 27 14 48 eller 1-1-4.