Pludselig brand i tomt kolonihavehus
Politiet mistænker, at brand opstod i batteri.
Onsdag eftermiddag kl. 16.41 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var opstået brand i et kolonihavehus i Haveforeningen Marienlyst i Aarhus N.
Branden var formegentligt opstået ved et batteri, men det havde ikke været muligt for anmelderen at få slukket ilden.
Ved politiets ankomst til stedet var der en kraftig røgudvikling og synlige flammer i huset. Kort tid efter ankom brandvæsenet og fik slukket ilden, der dog nåede at medføre en del materielle skader på huset og al inventaret.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden, da ingen personer umiddelbart havde befundet sig ved huset i forbindelse med brandens opstart.
Østjyllands Politi undersøger sagen nærmere, men har ikke umiddelbart nogle indikationer på, at branden skulle være påsat.