Levende fugle brugt som lokkemad i ulovlige fælder
I jagten på fredede rovfugle har en jæger tilsyneladende fabrikeret hjemmelavede fælder, hvor levende duer har været lokkemad.
Midt- og Vestjyllands Politi har på Mors konfiskeret fire ulovlige fælder hos en jæger, der opdrætter fasaner. Politiet fandt også en skudt, fredet duehøg i mandens fryser. Dansk Ornitologisk Forening, som ønsker en hård straf i en klar sag om overtrædelse af jagt- og vildtforvaltningsloven.
Fælderne med lokkeduer blev opdaget af en fugletæller i november. I en af fælderne sad en duehøg indespærret. Det skriver Dansk Ornitologisk Forening, DOF.
Ifølge jægeren var den dræbte duehøg blevet skudt ved et uheld under en andejagt, men han erkendte tilsyneladende at have opsat fælderne. Duehøgen skulle udsættes et andet sted, forklarede jægeren.
Jægeren risikerer ifølge DOF at miste sit jagttegn og en bødestraf.
"Vi får i DOF stort set årligt meldinger om brug af ulovlige fælder, enten der er brugt levende lokkemad eller ådsler. Og vi synes, at denne aktuelle sag fra Mors kalder på et signal om, at vi ikke som samfund vil finde os i, at man fanger fredede rovfugle, lyder det fra biologen i Dansk Ornitologisk Forening.