Mistænkelig kuffert afspærrede Københavns Lufthavn
Jacob Nielsen
Tirsdag eftermiddag gav en mistænkelig kuffert, som var blevet efterladt i Terminal 3, store problemer i Københavns Lufthavn og for togdriften.
Det var ved 15.30-tiden, at lufthavnspersonalet blev opmærksomme på kufferten, som stod ejerløs i terminalen. Det betød, at dele af terminalen blev spærret af. Metrotrafik til og fra lufthavnen var ligeledes suspenderet og regionaltoge var også berørt.
Men omkring klokken 17 stod det klart, at kufferten var aldeles ufarlig og indeholdt tøj. Københavns Politi kunne derfor ophæve afspærringerne, så passagererne igen kunne vende tilbage til terminalen og fortsætte deres rejser.