Tyve brød ind i fire huse i samme kvarter
Der blev stjålet computere og smykker ved indbrud på Hjortebakken i Åstrup i weekenden
Bærbare computere, smykker og kontanter var blandt udbyttet, da ukendte gerningsmænd i weekenden brød ind i en række huse på Hjortebakken og den tilstødende Hjorteengen i Åstrup.
Hele fire indbrud blev anmeldt til politiet i løbet af søndagen.
Det første indbrud blev anmeldt natten fra lørdag til søndag kl. 00.12 efter at der var blevet opbrudt et vindue i en privat bolig på Hjortebakken mellem lørdag kl. 17.00 og søndag kl. 00.00.
Der blev stjålet en bærbar PC af mærket Medion, en Apple iPad, et guldur, smykker samt et kontantbeløb.
Kort efter kl. 00.20 kom den næste anmeldelse om et indbrud i en rivat bolig på Hjortebakken. Også her blev et vindue opbrudt og der blev mellem lørdag kl. 17.00 og søndag kl. 00.00 stjålet to bærbare PC'ere af mærket Acer, smykker samt et kontantbeløb.
Valuta, smykker og tøj
Søndag morgen kl. 9.58 blev næste indbrud på Hjortebakken anmeldt. Mellem lørdag kl. 14.30 og søndag kl. 9.40 blev et vindue i et badeværelse opbrudt og der blev stjålet valuta, smykker, tøj og et uaktiveret dankort.
Foreløbig sidste anmeldelse kom søndag aften kl. 18.32 fra en boligejer i den nærliggende Hjorteengen. Her var i tidsrummet fra fredag kl. 13.00 til søndag kl. 18.30 blevet opbrudt en terrassedør på bagsiden af huset. Politiet har endnu ikke kendskab til, hvad der er blevet stjålet.