To anholdt efter biljagt
To indbrudstyve blev lørdag aften anholdt efter en biljagt. En tredje gerningsmand er stadig på fri fod, men politiet mener at vide, hvem han er.
Lørdag aften opdagede en vægter kort før klokken 21, at der var indbrud i et VVS-firma på Klintehøj Vænge i Birkerød. Vægteren konstaterede, at en dør var opbrudt og at en trillebør fyldt med tyvekoster stod klar til afhentning. Samtidig kunne vægteren se en person inde i bygningen.
Politiet blev tilkaldt, og tyven blev anholdt på fersk gerning, mens han var ved at bryde døren op til et kontor.
Trods søgning efter spor lykkedes det i første omgang ikke politiet at finde medsammensvorne, men en hundepatrulje lagde sig på lur i nærheden. Og halvanden time senere kom en bil kørende i favnen på politiet.
Bilen stak af med hundepatruljen i hælene, og først i Allerød blev bilen standset. Den ene person i bilen blev anholdt, mens den anden stak af. De anholdte er to mænd fra Frederikssund på 21 og 23 år, oplyser vagtchef Ole Hestbæk fra Nodsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
"De blev begge sigtet for indbrud og løsladt. Det blev vurderet, at de ikke kunne varetægtsfængsles, fordi de ikke har en relevant fortid," siger vagtchefen.
Det er formentlig kun et spørgsmål om tid før den tredje gerningsmand bliver anholdt.
"Vi har en kraftig indikation af, hvem den tredje person er," siger Ole Hestbæk.
Flugtbil kørte ind i plejebil
Allerød Nyt har fået oplyst, at flugtbilisten endte med at køre frontalt ind i en bil fra Cura Pleje.
Flugtbilisten kørte venstre om i rundkørslen ved Uglevang i Lillerød, hvor bilen fra Cura Pleje kom kørende. Ifølge en kollega til den ansatte ved Cura Pleje, så har vedkommende fået mindre skader efter flugtbilistens hasarderede kørsel.