Kat skyld i alvorlig motorvejsulykke
En 28-årig kvinde og en 28-årig mand slap heldigt fra et dobbelt trafikuheld på Sydmotorvejen torsdag aften
En kat løb torsdag aften klokken 21.52 hen over Sydmotorvejen ved Eskilstrup og forsagede ikke bare et men to trafikuheld. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
En 28-årig kvinde fra Maribo, som kørte i sydgående retning på motorvejen, forsøgte at undgå at påkøre katten og mistede derved herredømmet over bilen, som kom i slinger og ramte ind i det midterste autoværn og snurrede rundt for til sidst at ende midt på vejbanen.
Kort efter overså en 28-årig mand fra Hellerup, at den 28-årige kvindes bil holdt midt på kørebanen, og selv om
han forsøgte at undvige, påkørte han hendes bil. Der skete betydelig materiel skade på kvindens bil og mindre skade på mandens bil.
Heldigvis kom ingen af de to bilister til skade. Mens oprydningsarbejdet stod på, var det nødvendigt at afspærre motorvejen.
Ifølge Forsikringsoplysningen Forsikring & Pension har man forsikringsmæssigt sat grænsen for hvilke dyr man skal forsøge at undvige ved en hund.
"I en situation som denne skulle den kvindelige bilist ikke have forsøgt at undvige katten. Det er et klassisk eksempel på, at en sådan manøvre kan forsage alvorlige ulykker. Så man skal forsøge at holde hovedet koldt, når der pludselig kommer et dyr på tværs, selvom det kan være svært," lyder det fra pressevagten hos Forsikring & Pension.