10 anholdt i stor aktion
Anholdelserne er sket i samarbejde med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Nordsjællands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi, Østjyllands Politi og Midt- og Vestjyllands Politi
Nationalt Cyber Crime Center (NC3) under Rigspolitiet har onsdag gennemført en anholdelsesaktion i samarbejde med seks af landets politikredse. I alt 10 personer er anholdt i sagen, som omhandler voldtægt og seksuel misbrug af børn - bestilt gennem internettet.
NC3 har fra udlandet modtaget oplysninger om, at personerne har bestilt og betalt for live-streaming af seksuelt misbrug af børn i Filippinerne. Betaling for misbruget formodes at være foretaget via diverse betalingstjenester, og det er undersøgelser af en række pengetransaktioner, som har ført til dagens ransagninger, hvor omkring 100 forskellige it-koster er blevet fundet og nu skal datasikres og analyseres nærmere.
"Online seksuelle overgreb mod børn er en afskyelig kriminalitetsform, som vi desværre har set vokse de senere år. Operationen var utrolig vellykket, men det er endnu for tidligt at sige noget om resultatet af ransagningerne. Der er beslaglagt en del computerudstyr, og først når der er foretaget en nærmere analyse af udstyret, kan vi udtale os om omfanget i de aktuelle sager”, siger politikommissær Flemming Kjærside fra NC3.
Ifølge Rigspolitiet er det endnu uvist, hvorvidt der vil ske fremstilling i retten af en eller flere af de anholdte med krav om varetægtsfængsling.