Se indbrudstyve stjæle families to elskede gravhunde
Forestil dig at dit hjem bliver tømt for værdier af indbrudstyve. Forestil dig så, at du ser indbruddet med dine egne øjne, men intet kan gøre ved det. Det er realiteten for to familier, når Kanal 5 har premiere på programmet Det Store Indbrudseksperiment onsdag.
De to familier, som bor i et kvarter i Hørsholm, der er hårdt plaget af indbrud, bliver ribbet, mens de kan følge med på en storskærm ikke langt fra hjemmet. Den ene familie ser endda, to hætteklædte mænd stikke af med deres elskede gravhunde.
Videoklip: Se gravhundene blive stjålet
Efterfølgende møder de tyvene og et hold af sikringseksperter, som fortæller, hvordan de bedre kan sikre sig mod indbrud fremover.
Vært Thomas Mygind, som gennem årene har lavet et hav af krimiprogrammer, glæder sig til at vise danskerne et krimiprogram af mere forebyggende karakter.
"Udover at underholde vil vi gerne gøre Danmark en smule sikrere og fortælle, hvordan man selv kan forebygge indbrud i ens hjem. For der er ingen tvivl om, at indbrud skaber frygt hos folk," siger Mygind, som ved, hvad han taler om.
"Jeg har selv prøvet det to gange. En gang mens jeg boede i England og så igen for 5-6 år siden. Så den følelse af krænkelse, frygt og vrede, som folk oplever, den kender jeg også," siger han til Lokalavisen.dk.
Øjenåbnere
I forbindelse med optagelserne er der flere ting, der er kommet bag på den erfarne vært.
"Jeg er blandt andet blevet overrasket over, hvor nemt det er at bryde ind i et hus, hvor struktureret tyvene er og, at et indbrud typisk kun tager 5-10 minutter. Mange tror også, at en hund er det bedste værn, man kan anskaffe, men tyvene er tilsyneladende fuldstændig ligeglade med hunde, med mindre det er rigtig store
hunde," siger Mygind, som er sikker på, at Det Store Indbrudseksperiment vil være en øjenåbner for mange danskere. Eksempelvis når det gælder alarmer.
"Alarmer som larmer udendørs er noget af det værste for en tyv. Desværre tror de fleste, at disse udendørs sirener er ulovlige. Det er rigtigt, at der er nogle regler, som foreskriver, at de kun må larme i 30 sekunder og derefter skal holde pause i to minutter, inden de fortsætter. Men ulovlige er de faktisk ikke," lyder det fra Mygind, som har flere gode råd om hussikring klar onsdag aften, når første afsnit af Det Store Indbrudseksperiment løber over skærmen. Det er klokken 22.10 på Kanal 5.