Fortsæt til indhold

Tog kvælertag på fremmed som bare ville hjælpe

Krimi
Jacob Nielsen

Et sandt drama udspillede sig onsdag eftermiddag på Fredensborg Station, hvor to yngre kvinder blev overfaldet af en tredje kvinde med slag, spark og kvælertag.
Balladen tog fart, efter gerningskvinden havde haft et voldsomt og højlydt skænderi med sin kæreste tæt ved stationen. Det overværede de to kvinder - en 31-årig fra Fredensborg og en 25-årig fra Frederiksberg - og de spurgte efterfølgende, om kvinden var okay. Det skulle de ikke have gjort. Svaret fra kvinden var blot: "skrid din so", og det fik de to kvinder til at gå op på perronen, oplyser Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
Kort efter kom den ophidsede kvinde også op på perronen, hvor hun pludselig rev den 31-årige fra Fredensborg omkuld, så hun landede på ryggen. Efterfølgende tog hun kvælertag på kvinden i to omgange og sparkede hende i venstre side. Den 25-årige kvinde fra Frederiksberg blev tildelt en lussing, inden den aggressive kvindes kæreste kom de to til undsætning.
Ifølge politiet overværede en del chokerede vidner episoden, som skete klokken 15.37. Men gerningskvinden og hendes kæreste nåede at forsvinde fra stedet, og derfor efterlyser man nu kvinden, der beskrives som: Kvinde, ikke etnisk dansker af udseende, 20-25 år, 160-165 cm, kraftig kropsbygning, sort hårfarve, dansktalende.