Fortsæt til indhold

Tilbød hjælp med punkteret dæk - men så...

Krimi
Af: JN

"Det er et af de mere ondskabsfulde og kalkulerende tricks."
Sådan betegner vagtchef hos Nordsjællands Politi, Søren Bjørnestad, den måde en tricktyv franarrede en 60-årig kvinde fra Frederikssund hendes Dankort lørdag kort før klokken 14.
Efter at kvinden have gjort sine indkøb i Netto, rettede en venlig mand, som talte gebrokkent engelsk, henvendelse til hende på Heimdalsvej i Frederikssund. Han gjorde opmærksom på, at hendes bil var punkteret og tilbød at hjælpe. Hun afslog dog tilbuddet og tog kontakt til Falck, som kom og udførte hjulskiftet. Men da hun senere skulle betale, var hendes Dankort væk, og det gik op for kvinden, at hun var blevet fuppet af den "venlige" udlænding.
"Fremgangsmåden med at udvælge sig et offer, stikke hul på deres dæk og derefter tilbyde sin assistance er et af de mere ondskabsfulde tricks, som, udover tyveriet, også efterlader offeret med en masse besvær og ekstra udgifter. Vi kan endnu engang kun opfordre til, at man er på vagt, når man får henvendelser fra fremmede, mens man er på indkøb," siger vagtchef Søren Bjørnestad til Lokalavisen.dk.