Badegæst brækkede sig i svømmehallens bassin
For at få bugt med smitterisikoen er klormængden i dag 30 gange højere end normalt
Helsingør Svømmehal er i dag lukket efter at en badegæst søndag eftermiddag blev syg og kastede op i bassinet.
For at undgå, at nogen bliver smittet af, skal svømmehallen følge nogle skrappe regler, der blandt andet indebærer, at vandet skal "chokklores". Det betyder, at der i dag er cirka 30 gange mere klor i vandet end normalt.
Bassinvandet skal efterfølgende gennem en filtreringsproces som tager 24 timer, før klorindholdet kan sænkes til normalt niveau. Først derefter åbnes hallen igen for offentligheden.
"Det er altså en langsommelig proces, og den giver store gener for brugere og belaster hallens økonomi," oplyser Helsingør Kommune.
Svømmehallen henstiller til, at alle er opmærksomme på deres egen og deres børns velbefindende før og under svømmeturen.
Helsingør Svømmehal forventes at være åben igen tirsdag morgen.