"Skal du have noget pik, din lille danske luder?"
Kvinder skriver om, hvordan de bliver udsat for sexchikane i det daglige
Kvinder, der bliver befamlet i bussen eller i toget. Chefer, der klasker deres kvindelige ansatte i bagdelen. Sexchikane finder sted dagligt, og det har sitet Everyday Sexism Project sat sig for at dokumentere. Her skriver kvinder om, hvordan de på forskellig vis er blevet udsat for sexchikane.
Her et eksempel fra Sofie, 18 år:
"For få uger siden var jeg på vej i byen for at fejre min egen og min bedste venindes fødselsdag. Min kæreste ville stå på nogle busstop senere. Klokken var ikke mere end 21, da jeg hoppede på bussen. En gruppe på 8-9 drenge i alderen 16-20 sad bagerst og snakkede og grinede højlydt. Da jeg trådte ind, stoppede snakken og grinene, og de fulgte mig med øjnene til jeg satte mig fire rækker længere fremme. Jeg kunne stadig mærke øjnene i ryggen og sad og bad for, at de ikke ville kontakte mig. Under et minut efter, jeg havde sat mig, kom to af dem over. De startede høfligt ud og sagde, at jeg så godt ud og spurgte, om det ikke var koldt med bare ben i februar måned. Jeg svarede høfligt og troede egentlig bare, at de ville snakke. Så spurgte de ind til, hvad jeg skulle. Øjeblikket jeg sagde "byen", grinte de andre drenge, der stadig sad bagerst. De to, der sad foran mig spurgte, "Skal du så ind og have noget pik, din lille danske luder?". "Vent, hun kan også få noget her i bussen. Jeg er i hvert fald klar." Så grinede de allesammen og high fivede hinanden. Jeg sagde "Det må blive et nej tak." Og puttede så mine høretelefoner tilbage i ørerne. De begyndte at hive mig lidt i håret og tage mig på lårerne. Efter to lange busstop stod min kæreste endelig på og bad dem om at lade os være i fred. De gav ham hånden og undskyldte til ham. Utroligt at man først bliver respekteret når man er en anden mands 'ejendom'."
Og her et eksempel fra Anja, 21 år:
"Jeg sad for en måneds tid siden i bussen på vej hjem og en 40+ mand med hætte satte sig ved siden af mig. Han foldede hurtig en avis ud og begyndte at læse og på et tidspunkt begyndte siden af hans hånd at hvile på mit lår. Først virkede det som om han ikke var klar over det fordi den kun snittede mit lår og han stadig holdt i sin avis og læste, så jeg ignorerede det. Men efter noget tid opdagede jeg at han nu havde vent hånden så den lå flat på mit lår og han begyndte at røre ved mit lår og køre sin hånd rundt.
Jeg følte mig magtesløs og bange så jeg turde ikke sige noget, prøvede bare at flytte hans hånd hele tiden. Da han endelig skulle af ventede han til døren ud af bussen var åben og bussen holdt stille før han så hurtigt tog sin hånd helt op i skridtet på mig og derefter sprang hurtigt ud af bussen.
Jeg tror faktisk ikke jeg synes at berøringen var det værste. Det var den følelse af skam og magtesløshed han fik mig til at føle som påvirkede mig mest."
Læs mere om Everyday Sexism Project her.