Fire betjente måtte overmande ham
Da politikommissær Tage Jehn i morges klokken 06.30 mødte ind på politigården i Esbjerg kunne han ud af øjenkrogen se en arm iført en blå skjorte stikke op fra en busk. Dernæst en anden mands ben.
Ja, det lyder næsten som noget, der hører til i den lumre afdeling, men det er faktisk mere alvorligt end som så.
Forud var gået en episode, hvor en 34-årig mand havde skabt sig inde på politistationen og herefter gået udenfor, hvor han sparkede til dækkene på en række patruljebiler, der holdt parkeret ude foran politigården. Da en betjent konfronterede ham med 'ugerningen', blev manden lettere ophidset. Og hvad gør man så?
Tjaaah, denne esbjergenser valgte at 'hive Elvis frem' og urinere op af politistationens mur. Lige for øjnene af betjenten.
Dummere end politiet tillader kan man mene, og manden blev derfor sigtet for sin offentlige vandladning.
Den var han imidlertid ikke selv med på og satte sig til modværge. Faktisk så meget, at det endte med, at hele fire betjente skulle der til, før de fik ham pacificeret. Men inden da havde den 34-årige nået at aflevere både spark og spytklatter.
Kort efter sad han i detentionen...