Fortsæt til indhold

Derfor flager kommune med diktaturstaters flag på Grundlovsdag

Krimi
Jesper Lundh

Grundlovsdag skal ikke bare fejres med Dannebrog i flagstangen. I Albertslund skal 106 forskellige flaq vaje i vinden for at markere, at kommunen har borgere fra 106 nationer.
En smuk tanke, mener borgmester Steen Christiansen (S) - men det betyder også, at kommunen bidrager til at flage med flag fra diktaturstater som Zimbabwe og Qatar på Danmarks nationaldag. Og det har vakt kritik fra flere sider.
På Lokalavisen.dks facebookside regner læsernes kritik ned over borgmester Steen Christiansen, og politisk er Dansk Folkepartis Danni Olsen særdeles utilfreds med borgmesterens opbakning til kunstneren Kenn André Stillings idé.
Steen Christiansen afviser imidlertid, at han er med til at hylde diktaturstater som eksempelvis Zimbabwe, hvor diktatoren Robert Mugabe har siddet på magten siden 1980.
"Den borger, vi har fra Zimbabwe, får mulighed for at vise, at personen kommer fra Zimbabwe - men det er ikke det samme som at personen giver sin tilslutning til den politik, som Zimbabwes regering fører, eller at man hylder lovgivningen i Zimbabwe. Man kan godt have følelser for sit lands kultur, familie og venner i det land, man kommer fra alligevel," siger Steen Christiansen til Lokalavisen.dk.
"Tanken er at markere, hvilket land man kommer fra, og at man bekender sig til Grundlovens principper om frihed og demokrati her i landet," siger borgmesteren og understreger, at Dannebrog vil blafre fra alle officielle bygninger på Grundlovsdag.
Det er endnu uvist, hvad det kommer til at koste at flage med 106 flag.
"Ideen er at finde to steder, hvor de mange flag kan hejses. Så må vi se, om der er opbakning til det. Hvis det kommer til at koste penge, tror jeg, det er en begrænset investering. Vi forsøger at få folk til at deltage med deres egne flagstænger og flag," siger borgmester Steen Christiansen.
Han har endnu ikke bragt ideen op for resten af Økonomiudvalget, og vil ikke vurdere, hvor mange penge han er villig til at bruge på ideen, hvis den kommer til at koste kommunen penge.

Opslag af Lokalavisen.dk.