Fortsæt til indhold

Bilist var fuld, skæv og uden kørekort

Mand fra Norddjurs standset natten til torsdag med falske nummerplader

Krimi
Af Martin Schultz

En 33-årig bilist fra Norddjurs kan se frem til en hel byge af sigtelser, efter at han natten til torsdag kl. 01.16 blev standset af en politipatrulje på Århusvej på vej mod Tirstrup.
Ved mødet med politiet steg manden ud af bilen og oplyste indledningsvist, at han havde fået for meget at drikke og at han var frakendt førerretten. Samtidig kunne betjentene konstatere, at de påsatte nummerplader var falske.
Manden blev kørt ind på politigården for at få udtaget en blodprøve, da han både havde indtaget for meget alkohol og euforiserende stoffer.
Udover disse forhold bliver han også sigtet for dokumentfalsk for forholdet med de påsatte falske nummerplader.
Manden blev løsladt efter endt afhøring.