Far og 12-årig datter lokket i blodigt baghold, da de ville købe brugt Iphone 6
En far og hans 12-årige datter blev lokket i et brutalt og blodigt baghold, da de ville købe en brugt Iphone 6 ved Båring Strand mellem Middelfart og Bogense på Fyn mandag aften.
Manden havde fået kontakt med sælgeren via Gul & Gratis, og de aftalte at mødes på en adresse på Eskelundsvej i Båring Strand mandag omkring klokken 20.15, skriver Fyens.dk.
På vej op mod døren kan faren se, at der ved bagsiden af huset står en person med elefanthue på, og i hånden har han et buet sværd på cirka 50 centimeter. Han går tilbage med bilen, hvor datteren sidder.
Da faren sætter sig ind i bilen, åbner den maskerede mand med sværdet bilen i passagersiden og siger 'Hit med pengene'. Han svinger med sværdet og rammer manden i venstre hånd, så han får en dyb flænge i håndroden og i tommelfingeren. Han får også nogle mindre rifter. Faren kaster så to 500-kroner-sedler ud, og dem tager manden med sværdet, oplyser politiet til Fyens.dk. Der er en medgerningsmand, som sandsynligvis er udstyret med en pumpgun.
Forskellige oplysninger har ført til, at politiet har udsendt følgende signalement af de to gerningsmænd.
A: Dansk af udseende, 18-20 år, 165-175 centimeter høj, almindelig af bygning, hvid hudfarve, røde krøller og kort hår, er dansk-talende og bar sorte bukser og sort trøje, elefanthue og muligvis cykelhandsker med huller til fingrene. Sværdet havde flere runde huller i klingen og muligvis et sort skæfte.
Den anden gerningsmand er også dansk af udseende, og har samme alder og højde, kropsbygning, hudfarve, sorte trøjer og bukser og hue som hans kompagnon. Han havde en pumpgun, som muligvis er en paintball-pistol.
Politiet fortæller, at faren og den ene gerningsmand har haft kontakt via et telefonnummer, som er fra et taletidskort, så det gør det svært at finde frem til ejeren. Adressen, hvor de aftalte at mødes, anser politiet for at være tilfældig, så det kan politiet heller ikke bruge til noget. Offeret kørte i en grå Citroen Berlingo, og politiet er interesseret i at høre fra folk, der har set andre biler i området omkring gerningstidspunktet.
ADVARSEL. Lad nu v%26#xe6;re med at handle mobiltelefon p%26#xe5; denne m%26#xe5;de. Maskerede m%26#xe6;nd med et sv%26#xe6;rd og en pumpgun efterlyses. Spred budskabet!
Posted by Del efterlysningen on 2. juni 2015