Fortsæt til indhold

Grædende 5-årig pige fundet efterladt i lukket børnehave

Krimi
Arkiv

Pædagogerne var gået hjem, alt lys var slukket og institutionens hoveddør var låst. En 5-årig pige opdagede mandag, at hun var 'alene i verden' i en børnehave i Randers. Pigen blev fundet, da faren gennem ruden kunne se sin ulykkelige datter indenfor.
"Han ringede til os, fordi der ikke var nogen i børnehaven – alle var gået hjem, alle døre var låst, og han kunne se sin pige på fem år gå grædende rundt i børnehaven," oplyser politikommissær og vagtchef Peter Hunniche fra Østjyllands Politi til Randers Amtsavis.
Børnehaven har et elektronisk system, hvor forældrene trykker deres børn ud og ind, så personalet kan holde styr på, hvem der er i institution og hvem der er hjemme. Men der er sket en fejl.
"Det så ud som om alle børnene var hentet, selv om den lille pige ikke var hentet. Så personalet låste og gik hjem uden at tjekke lokalerne," fortæller vagtchefen.