Fortsæt til indhold

"Hvis du ikke drikker er du mærkelig"

Krimi
Arkiv

“SKÅL, Thomas… Ej, du kan sgu da godt lige tage en enkelt. Det sker der ikke noget ved.”
Da tv-værten Thomas Skov Gaardsvig kvittede alkohol i tre måneder som en del af et træningsforløb, gik det op for ham, hvilken rolle alkohol spiller i danskernes sociale liv.
I løbet af de tre måneder var Thomas til julefrokost, landskamp og fødselsdagsfest, hvor langt de fleste kommenterede, at han ikke havde alkohol i glasset.
"Stort set alle prøvede at lokke mig i fordærv, og jeg kan godt forstå det.
Jeg har også altid selv synes, det var mærkeligt, når nogen ikke drak. Hvorfor ville de ikke være med i hulen. De skal sgu da passe ind. Det er da skørt. Med mindre selvfølgelig der var tale om en gravid," fortæller Thomas Skov Gaardsvig til dontt.dk.
Nu drikker han igen en øl eller en sjus i ny og næ, men reaktionen på de tre måneders tørke fået ham til at tænke.
"Det har fået mig til at tænke over, hvor træt jeg er af alkohol. Jeg er træt af, at man ikke kan lade være med at drikke det uden at have en god undskyldning," siger han og sammenligner alkohol med 'en ven, der altid er inviteret, selvom vi ikke rigtig ved om vi har lyst til at se ham mere'.
"Man skal enten træne, være gravid eller have en religion, der forbyder det, og hvis man ikke har det så er det bare værsågod at drikke, for hvis du ikke drikker, så er du mærkelig," siger Thomas Skov Gaardsvig.
"Det er da helt skævt. Det er da ikke dem, der skipper alkoholen, der er underlige – det er da alle vi andre, der ikke kan lade være," mener tv-værten.