Bilist taget med 171 km/t i Guldborgsundtunnellen
Der blev taget rigtig mange billeder ved Guldborgsundtunnellen i weekenden, da politiet gennemførte automatisk trafik kontrol. Og det bliver ikke en rar hilsen som snart dumper ind ad brevsprækken hos i alt 1.292 bilister.
Politiets målebil fra ATK stod på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnellen lørdag mellem klokken 11.07 og 16.42. I det tidsrum passerede 2.966 biler, og ud af dem blev de 525 biler målt til at køre for hurtigt. De 111 kørte så hurtigt, at de står til et klip, mens fire risikerer en betinget frakendelse.
Lørdagens kedelige højdespringer blev en bilist, der blev målt til at køre ikke mindre end 171 km/t, hvor man højst må køre 90 km/t.
Søndag blev desværre ikke meget bedre. Her stod fotovognen igen på Sydmotorvejen ved Guldborgsundtunnellen mellem klokken 10.55 og 16.40. 3.330 trafikanter passerede, og af dem blev 767 målt til at køre for hurtigt, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.