Røverne blegnede, da ekspedienten hoppede over disken - med en brødkniv i næven
Jesper Lundh
Det skulle have været et hurtigt røveri, men endte langt fra som røverne havde forestillet sig.
Lørdag aften ved 20-tiden trak to mænd masker ned over ansigterne, greb hver deres kniv og gik ind i Spar-købmanden på Mørdrupvej i Espergærde i Nordsjælland.
"Giv os pengene," sagde de - men så ventede overraskelsen.
For ekspedienten snuppede en stor brødkniv fra brødudsalget og hoppede over disken, så han stod ansigt til ansigt med røverne. Og det fik dem til at stikke af uden udbytte, oplyser vagtchef Søren Bjørnestad fra Nordsjællands Politi til Lokalavisen.dk.
"Vi har en idé om, hvordan de ser ud. De var ganske vist maskerede, men vidner har set den ene af dem uden maskering," siger vagtchefen.