Flygtende børn forfulgt
Politiet leder efter den mand, der lørdag aften var voldelig over for seks børn i en fårefold ved Karlslunde Strandvej i Karlslunde ved Greve.
Lørdag aften ved 21-tiden var en 13-årig dreng og fem venner gået ind i fårefolden ved Ternevej, men pludselig kom en mand farende. Han spurgte den 13-årige, hvad han lavede på stedet, men inden knægten nåede at svare, blev han slået i hovedet af manden med et paprør eller lignende.
Drengene flygtede fra stedet men bemærkede, at en blålig personbil fulgte efter dem. den forsvandt dog senere.
Manden beskrives som dansk af udseende, 35-40 år, 170-180 cm høj, kraftig af bygning med lyst kort hår. Han var iført en mørk langærmet trøje og mørkeblå cowboybukser og talte dansk. Politiet undersøger nu sagen, der behandles som en anmeldelse om vold.
Hvis du har oplysninger i sagen kan du kontakte politiet på telefon 114.