Fortsæt til indhold

Gik direkte efter klokkeværket

Det lykkedes en 19-årig kvinde fra Bjæverskov at jage sin overfaldsmand væk med spark efter skridtet

Krimi
Jacob Nielsen

En mand forsøgte onsdag klokken cirka 13.50 at frafriste en 19-årig kvinde sin taske på et stisystem ved Stenbukvej i Ejby. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Manden kom løbende bagfra og forsøgte med et overraskende angreb at stjæle tasken, som kvinden dog holdt godt fast i. Han tog derfor fat i den 19-årige og slog hende i ansigtet et par gange for at få hende til at give slip.
Men den unge kvinde ville ikke finde sig i noget. Hun sparkede resolut ud efter skridtet på gerningsmanden, som opgav røveriet og flygtede i ukendt retning. Kvinden havde pådraget sig hævelse i ansigtet som følge af slagene.
Politiet fik anmeldelsen kort efter og ledte efter gerningsmanden i området uden held. Han beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 25-30 år, 165-165 cm, kraftig af kropsbygning, hvid i huden, sort kort maskinklippet hår. Han havde et rundt hoved, mørke øjne, skægstubbe, og var lavstammet. Han var iført vindjakke med blå/hvide-striber eller lignende, blå knælange fodboldshorts.
Hvis man genkender denne mand, bedes man kontakte Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.