Cykelparkering udsat for hærværk og tyveri
Der er blandt andet blevet stjålet lamper og blomster fra den nye cykelparkering i Farum
Cykelparkeringen på hjørnet af Frederiksborgvej og Stavnsholtvej i Farum har været udsat for både hærværk og tyveri. Og det ærgrer selvfølgelig kommunen, der indviede den nye cykelparkering i oktober sidste år.
I løbet af den sidste uges tid er der blandt andet blevet stjålet lamper fra belægningen. Trælisterne på bænkene er skruet af og fjernet, der er blevet begået hærværk på en cykelpumpe, og blomsterkummerne er blevet ryddet for blomster.
"Vi er rigtig ærgerlige over, at ikke alle har lyst til at passe på vores fælles faciliteter, og hvis du har set noget, må du meget gerne tippe politiet", skriver Furesø Kommune på sin Facebook-side.
Tyveriet er blevet anmeldt til politiet.