Fortsæt til indhold

ALLE børn skal i fængsel

Krimi
Jesper Lundh

"De er alle skyldige i et eller andet og så betaler de ikke engang skat! Det er fandme ikke i orden her i Danmark! I fængsel med dem eller, hvis muligt, direkte udvisning til hvor de kommer fra!"
Sådan lyder beskrivelsen af den nye facebookside "Jeg stemmer ja til at sætte alle børn i fængsel", som er et satirisk indspark i valgkampen.
Udgangspunktet er de borgerlige partiers ønske om at lave en ungdomsdomstol, som skal behandle sager for børn mellem 12 og 18 år. Domstolen skal kunne straffe børnene, og forslaget indebærer derfor en sænkelse af den kriminelle lavalder fra 15 til 12 år.
Forslaget har fået en hård medfart blandt nogle vælgere - blandt andet har juraprofessor Eva Schmidt taget initiativ til en underskriftindsamling og facebooksiden "Jeg stemmer nej til at sætte børn i fængsel" har lige nu 72.000 tilhængere. Andre mener, at det er en nødvendigt redskab til at få fat i den hårde kerne blandt kriminelle børn.

Hastigt stigende

Den satiriske side har hurtigt fået 4700 tilhængere - og tallet stiger hastigt. Samtidig vælter det ind med kommentarer fra personer, der giver deres ironiske opbakning til at sætte børn i fængsel.
"Min 5-årige søn, gav mig et ordentlig los over skinnebenet den anden dag. Jeg tænker at 60 dage i Vestre Fængsel nok skulle få ham på ret køl!", skriver en læser.
"Står du og pisser i bukserne midt på gaden, fordi du glemt at tage en ble på. Så er det direkte i kachotten!", lyder det fra en anden.
"Husk dette er noget vi gør ud af kærlighed, ligesom i gamle dage hvor de fik tæv!," skriver initiativtageren Det Brodne Kar:
"Børn der ryger i fængsel ved fødslen kan ikk lave krimi. Just sayin..."
Du kan besøge siden her