Beruset motorcyklist væltede på flugt fra politiet
42-årig mand på motorcykel forsøgte at stikke af og væltede på Dyrhøjvej på Mols
Af Martin Schultz
Natten fra lørdag til søndag forsøgte en 42-årig mand på en motorcykel at stikke af fra politiet på Dyrhøjvej mellem Egens og Grønfeld.
En politipatrulje ønskede at standse manden på motorcyklen, men i stedet forsøgte han at køre fra politiet.
Derved væltede manden, men ifølge politiet uden at der skete personskade eller skade på køretøjet.
Manden blev anholdt og indbragt til en lægeundersøgelse.
Manden viste sig at være påvirket af spiritus og havde desuden ikke generhvervet førerretten efter at have mistet sit kørekort.