Søsætning gik helt galt: Bil røg i vandet
Tysk bil endte i formiddags i vandet ved Sønderborg Lystbådehavn
Mikkel Hansen
En tysk bil endte i formiddags i vandet ved Sønderborg Lystbådehavn.
Det beretter et øjenvidne, Johan Kjartansson fra Sønderborg, til Lokalavisen.
Episoden skete kl. 9.20, da en tysk statsborger skulle søsætte sin jolle, der var anbragt på en bådtrailer, ved bådrampen.
Står på to meter vand
Tilsyneladende var bilen ikke behørigt bremset. Da føren steg ud af bilen for at løsne jollen, trillede bilen nemlig ned ad rampen og ud i vandet.
Føreren forsøgt at springe ind i bilen, men han kunne ikke forhindre, at både bil og anhænger endte i havnen.
Bilen står nu på cirka to meter vand.
Redningshjælp har besigtiget situationen og vil senere på dagen forsøge at trække bilen op igen.