Fortsæt til indhold

Bakken frikender egne vagter for brutal vold mod gæst

Krimi
Jesper Lundh

Vagterne på Dyrehavsbakken gjorde intet forkert, da en beruset gæst søndag aften fik tre spark i ansigtet og knytnæveslag for øjnene af flere vidner. Sådan lyder vurderingen fra Bakken efter at have gennemlæst vagtselskabets egen rapport og set videooptagelser fra stedet.
Læs mere: Rystet familie var øjenvidner: Bakkens vagter sparkede liggende mand tre gange i hovedet
Vidner har tidligere fortalt Lokalavisen.dk, hvordan den berusede gæst i starten af 50'erne omkring klokken 22.15 blev lagt ned på jorden af to vagter. En medarbejder fra en af Bakkens boder kom til, og mens den ene vagt fastholdt mandens arme på ryggen, blev manden ifølge vidnerne sparket tre gange i ansigtet og slået med knytnæveslag.
”En vagt holder manden, mens de andre slår og sparker. Vi så han blev sparket tre gange i hovedet, mens han havde armene omme på ryggen,” fortæller vidnet hillerødborger Camilla Larsen, der sammen med sin mand og børn var på Bakken søndag aften.
Vidnerne er så sikre i deres sag, at de har meldt episoden til politiet. Men deres forklaring er ikke sand, lyder det fra Bakken.
"Det er ikke korrekt, at 'en vagt holder manden, mens de andre slår og sparker'," oplyser Bakkens formand Carsten Dahl, som også bestrider, at manden blev jagtet.
Læs mere: Gæst sparket tre gange i hovedet: Nu er Bakken-medarbejder sigtet for vold
"Vagterne blev tilkaldt til en bod, hvor en tydeligt beruset gæst gentagne gange groft havde generet en kvindelig medarbejder. Vagterne kom til stede ved boden og bad den pågældende gæst om at forlade stedet. Gæsten blev i stedet meget aggressiv og truende og måtte derfor til sidst helt i overensstemmelse med retningslinjerne pacificeres af vagterne," forklarer Carsten Dahl.
"En medarbejder fra en af Bakkens forretninger begyndte samtidig at blande sig og fik et slag i hovedet af gæsten, hvorefter han overreagerede kraftigt," siger Bakkens formand.
"Det fremgår ganske tydeligt af videoovervågningen, at vagterne ikke fastholdt gæsten med det formål at lade den pågældende medarbejder slå og sparke, men at de derimod – samtidig med at de måtte fastholde den voldsomme gæst – forsøgte at genne medarbejderen væk,” siger Carsten Dahl.
Både politiet og Bakken bekræfter, at medarbejderen blev sigtet for vold allerede natten til søndag. Han forsvandt da politiet mødte op, men blev hurtigt fundet ud fra vidneudsagn. Medarbejderen har samtidig anmeldt gæsten for vold.
Lokalavisen.dk har bedt Bakken uddybe, hvad man præcist kan se på videooptagelserne, men Bakken vil ikke blande sig i efterforskningen og henviser til politiet. Bakken kan heller ikke udlevere videoovervågningen eller lade Lokalavisen.dk se optagelserne, da det ifølge Bakken er i strid med lovgivningen på området.