Fortsæt til indhold

Vær særdeles skeptisk overfor disse personer

Krimi
Jacob Nielsen

Fingerringe, halskæder og ure. Tilbuddene er mange fra udenlandske "guldsælgere", som forsøger at sælge værdiløst metal på rastepladser og i vejkanter rundt om i landet. Det skete flere steder omkring Vestmotorvejen i området nær Ringsted, Bjæverskov og Køge onsdag eftermiddag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Klokken 14.08 fik politiet den første henvendelse om en mand, der på en rasteplads ved Kværkeby havde forsøgt at sælge et guldur, fordi han manglede penge til benzin. Manden blev dog afvist, og anmelderen bemærkede, at han kørte i en sort Mercedes med tyske nummerplader. Bilen, hvor der også var en anden mand i, kørte derefter videre mod vest.
Klokken 14.30 fik politiet den anden henvendelse om samme bil, der nu var standset på rampen på afkørsel 34 Borup på Vestmotorvejen. Her forsøgte man at sælge en guldring for at skaffe penge til benzin. I bilen sad nu en cirka 35-årig kvinde.
Klokken 14.50 fik politiet så den tredje henvendelse om samme bil, der nu var standset ved et busstoppested ved en rundkørsel i Bjæverskov. Her har det igen en guldring, man forsøgte at sælge.
Den "guldsælgende" mand blev af alle anmeldere beskrevet som: mand, 35-40 år, 185-190 cm høj, kraftig af bygning, kort sort hår, iført sort jakkesæt, hvid skjorte og sort slips. Hverken "guldsælgeren", den tyske bil eller kvinden i den kunne politiet finde i området.
Politiet advarer alle om at være særdeles skeptiske over for disse "guldsælgere", som erfaringsmæssigt sælger værdiløst metal med en belægning som ligner ægte guld for at skaffe penge.