Har du også mødt Løber-svinet?
Kampen om pladsen på de populære løberuter er tilsyneladende så hård, at det fyger med skældsord og små magtkampe. Debattøren Anne Sophia Hermansen løber hver anden dag rundt om søerne i København - og hun er flere gange stødt på en løber, hun beskriver som "Løbersvinet".
"Han er midaldrende, skaldet, svedig og hinsides alle hverdagssexisme-debatterne i Politiken. Han kunne nemlig ikke drømme om at catcalle eller lade sig distrahere af bryster i stram lycra. Løbersvinet, den hårdt svedende muskel, tænker kun på sin mellemtid, og hvis du løber der, hvor hans rute går, så fjern dig, for sattan!"
Sådan skriver Anne Sophia Hermansen på facebook i et opslag, der har fået over 7000 likes og er delt over 400 gange, og ud fra kommentarerne at dømme kender mange til Løber-svinet.
"Nå. Forleden kom det til et mindre clash. Jeg var på vej fra Nørrebro-siden og han fra Østerbro, og vi løb begge helt ude i siden. Jeg plejer at trække ind, men gad ikke og fortsatte demonstrativt mit flagellant-trav, mens jeg kiggede ud over søen. Vi nærmede os en konfrontation. Løbersvinet begyndte at stønne aggressivt. Jeg fortsatte. Først da han var helt tæt på mig, bøjede han af og snerrede: Hvad FANDEN laver du, kælling?," skriver Anne Sophia Hermansen, som fandt en anden vej hjem for at undgå at møde Løber-svinet igen.
Og episoden er ikke enkeltstående.
"For en måneds tid siden løb jeg lige bag en kvinde, der heller ikke forstod eller ville acceptere, at løbersvinet har RET til at løbe lige der, hvor du er. Så hende løb han bare ind i. Jeg har også oplevet, cyklister blive overfuset og gående få irritable tilråb, hvis de bevæger sig på en uhensigtsmæssig måde i forhold til løbersvinets indre rute."
Anne Sophia Hermansen har derfor et forslag til Løber-svinet:
"Løb om natten. Så er stierne tomme. Ingen barnevogne, ingen caffelattedrikkende fodslæbere, ingen irrationelt cyklende børn eller tabermotionister. Det hele er jeres, og I kan midtvejskrise-løbe derudaf. God tur, assholes."