Her er højtalerne til flere millioner kroner
Har du sat et par millioner kroner af i budgettet til et par nye højtalere? Så har du nu en oplagt mulighed
Selv de allermest kræsne feinschmeckere må formentlig nøjes med at drømme om Danmarks vel nok dyreste højtalere, der er koster vanvittige to millioner kroner for et sæt.
Prisen lyder formentlig 'lidt pebret' i dine ører, men den høje pris for Triangles prestigehøjttalere Magellan Grand Concert giver dig angiveligt en helt særlig lyd - og en ekstraordinær blærerøvseffekt. Men det er ikke det hele.
Historien bag produktet, det eksklusive design og følelsen af at besidde det ypperste tæller mindst lige så meget. Og historie er der nok af. Triangles højttalere samlet i hånden i en lille fransk landsby af teknikere med 30 års erfaring. Det sikrer en uhørt kvalitet lige fra de 3D-printede minikomponenter inderst til det tykke lag 24 karat guld yderst.
Farven matcher Ferrarien
Før hvert sæt 220 centimeter høje monsterhøjttalere forlader fabrikken, bliver hver eneste enhed kalibreret og finjusteret i virksomhedens eget lydtætte laboratorium, så lige præcis de to højttalere passer perfekt sammen. En proces, der i sig selv tager to dage. Triangles internationale salgsdirektør, danske Rune Jacobsen, forklarer begejstret meningen bag galskaben.
"Den store Magellan er vores prestigefyrtårn, hvor ingeniørerne får lov til at give den gas og finde unikke tekniske løsninger uden at lade sig begrænse af omkostninger. Højttalerne skaber opmærksomhed og driver udviklingen af alle vores andre modeller. Selvom topmodellen ikke er vores hovedforretning, sælger vi 12-15 sæt om året – hovedsageligt til nyrige unge fra Asien, der vil vise, at de kun køber det bedste og dyreste. Vi har blandt andet leveret højttalerne i en knaldrød farve, der matchede kundens Ferrari," siger han.
HiFifreaks.dk, der er eneforhandler af Triangle i Danmark, forventer ikke at sende snesevis af millionhøjttalere ud til danske hjem. Direktør Daniel Nielsen fortæller dog, at der er en hel del kunder til topmodellens lillebror, der koster en bagatel af 300.000 kroner sættet.