Mindreårige drenge bag shelterbrand på gård
Bål var uden opsyn og antændte shelter på en gård på Birkedalvej
Af Martin Schultz
Politi og brandvæsen blev torsdag kl. 18.35 kaldt ud til en brand på en gård på Birkedalvej mellem Skindbjerg og Emmelev nordvest for Grenaa.
Branden viste sig ifølge politiet at være en brand i et shelter på en græsplæne nord for opholdsstedet.
Bålet var lavet på et ildsted omkring halvanden meter fra shelteret og det forårsagede ildløs og overtænding af shelteret.
”En ansat på stedet havde sagt god for bålet, der blev tændt kl. 17.00. Men to mindreårige drenge lagde flere brændestykker på bålet, som i en periode ikke var under opsyn,” fortæller Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.
Der var ingen fare for gårdens øvrige bygninger i forbindelse med shelter-branden.