Tyv stjal værktøj fra virksomhed
Tyv låste sig ind på lager ved indbrud i virksomhed på Nyballevej
Af Martin Schultz
Der blev stjålet forskelligt værktøj, men politiet har endnu ikke det fulde overblik efter et indbrud i en virksomhed på Nyballevej i Balle i tiden mellem onsdag kl. 15.00 og fredag kl. 08.00.
Tyven eller tyvene er kommet ind i virksomheden ved at pille en udluftningsrist af i bunden af en branddør bag på bygningen.
Derefter er døren blevet åbnet indefra ved håndsindrækning.
Fra kontoret er der derefter blevet stjålet nøgler, som har givet adgang til virksomhedens lager. Desuden er et vindue ind til lageret blevet opbrudt.
Fra lageret blev der stjålet en Husqvarna buskrydder, en digitalvægt, en målehammer, en minesøger og en ladestation til en batteridreven boremaskine.