Kvinde stukket med kniv siger nu, hun selv har stukket sig
Horsens Lokalpoliti arbejder stadigvæk på at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen om det knivstikkeri, der fandt sted lørdag morgen ved 06-tiden på Smedegade i Horsens.
Her bor der en 31-årig mand, hvis 18-årige kæreste fik et knivstik i maven. Hun blev kørt på hospitalet og var ikke i livsfare.
Parret tilkaldte selv en ambulance, der kontaktede politiet, da redderne så, det var en sag for politiet.
Den 18-årige kvinde oplyste til politiet, at hun var blevet stukket med kniv af en ukendt mand. Politiet valgte dog at anholde hendes 31-årige kæreste, som i øvrigt havde blod på sig, fordi han havde ydet førstehjælp på hende.
Han blev taget med på stationen og afhørt, og på et tidspunkt nåede man frem til, at han skulle fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling i sagen.
Grundlovsforhøret blev dog droppet, da kvinden i løbet af lørdag ændrede forklaring og nu sagde, at hun selv havde stukket sig.
Den 31-årige kæreste blev derfor løsladt, men han er stadig sigtet i sagen og skal ligesom sin kæreste afhøres igen.
Politiet har kniven, hun er blevet stukket med, men kan af hensyn til efterforskningen ikke oplyse nærmere om gerningsvåbenet.
Kæresteparret bor tilsyneladende ikke sammen til daglig, idet hun er tilmeldt en anden adresse i Horsens.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.