Fortsæt til indhold

To sorte biler stikker af efter påkørsel

På under en time stak hele to biler af efter påkørsel af andre biler

Krimi
Louise Ritter

Igen og igen kan politiet i Esbjerg berette om bilister, der påkører enten andre biler, genstande og sågar personer uden at stoppe op og give sig til kende.
Onsdag aften skete det igen - endda hele to gange indenfor en time.
Første gang var kl. 20.50, hvor en sort Audi påkørte en parkeret bil på en p-plads i Smedegade. Der skete kun mindre materiel skade, men man skal jo altså alligevel efterlade navn og kontaktoplysninger, inden man kører videre.
Anden gang var kl. 21.40, hvor en bil var ved at bakke ud på en p-plads i Borgergade. Mens den bakkede blev den påkørt ved fordøren af en sort bil. Der skete materiel skade på den påkørte bil, så politiet formoder, at føreren af den sorte bil må have bemærket påkørslen. Alligevel stak vedkommende af uden at give sig til kende.
Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner, men allerhelst fra førerne af de sorte biler.