Fortsæt til indhold

Nu er mor til to smidt ud af Danmark

"Vi aner ikke vores levende råd, eller hvilket ben vi skal stå på," fortæller en ckokeret Per Jensen til Lokalavisen Haderslev

Krimi
Peter Rasmussen

Det var en romantisk stund. Datoen var den 19. december 1999 og stedet var Aabenraa Rådhus. Kvinden med det eksotiske ydre, og det lige så eksotiske navn Necsa Omaida Suazo Acosta, fik sin Per og dermed også hægtet det knap så eksotiske 'Jensen' på listen af navne.
Siden er der løbet meget vand i bækken. Året efter brylluppet fik Necsa, der stammer fra Panama, sin permanente opholdstilladelse og sit danske cpr nummer. Året efter kom parrets første søn, Jonas, og fire år senere endnu én - Samuel. 12 ½ år efter brylluppet var der kobberbryllup, og sådan kan man blive ved. Skulle man tro.
Men nej. For den 25. november landede et brev i postkassen hos familien i Sommersted. Afsender var Statsforvaltningen og budskabet virkede som en håndgranat kastet lige ind i familiens dagligstue. I brevet stod kort og godt, at Statsforvaltningen ikke vurderer at Nesca har lovligt ophold i Danmark, og at hun derfor har syv dage til at forlade landet. Sker det ikke frivilligt har man også listet de sanktioner op, som dette vil medføre.
“Hvis du ikke udrejser frivilligt, kan du blive sendt ud af Danmark ved brug af tvang. Du kan også blive udvist og straffet for ulovligt ophold i Danmark. Hvis du bliver udvist af Danmark, betyder det at du får forbud imod at indrejse i alle EU og Schengenlande,” lød budskabet i brevet.

“Aner ikke hvad vi skal gøre”

“Vi må indrømme at vi ikke aner hvad vi skal gøre, elller hvilket ben vi skal stå på,” siger Per Jensen. Efter mange år i speditionsbranchen er han ellers vant til at tænke klart, men det her kommer som en bombe:
“Vi forstår ikke at Statsforvaltningen kan træffe den afgørelse, men jeg forstår måske godt, at de kan komme i tvivl. Men jeg synes ellers, at jeg har forklaret sagens sammenhæng for dem,” siger han og forklarer:
“Det er sådan, at vi tilbage i 2002 rejste til Spanien, hvor jeg drev virksomhed. Det gjorde jeg frem til i fjor, hvor jeg lukkede min virksomhed og søgte job herhjemme. Det fik jeg den 1. september og rejste hjem for at påbegynde det - og for at finde en bolig til familien,” fortæller Per Jensen

Boede i et kammer

I begyndelsen boede Per Jensen i et lille kammer i et hus i forbindelse med sin nye arbejdsplads, Torben Rafn i Sommersted. Efter lidt søgen fik han tilsagn om et hus, som skulle blive ledigt et par måneder senere, og familien besluttede at det skulle blive den nye bolig. I forbindelse med julen i fjor, fik Per Jensen familiens ejendele pakket ned og placeret i en container, således at det kunne blive afhentet. Han fløj hjem igen og senere på vinteren, da alt det praktiske var afsluttet i Spanien, fulgte familien efter.
Alt dette betyder at Per Jensen er registreret tilbagevendt i efteråret 2015, imens hustruen først er registreret tilbage i foråret 2016. Og det er dette tidsforløb, som Statsforvaltningen lægger til grund for at erklære Necsas ophold ulovligt.
“Vi har ved afgørelsen lagt til grund, at du ikke er indrejst samtidig med, eller i naturlig forlængelse, af din ægtefælles tilbagevenden til Danmark. Vi har herved lagt vægt på den tidsmæssige forskel,” skriver Statsforvaltningen i sin afgørelse.

Har klaget

“Vi ved ikke hvad vi skal gøre, hvis afgørelsen står ved magt. Vi har søgt råd hos en advokat, som har hjulpet os med at lave en klage over afgørelsen. Så længe den sag behandles må Necsa blive, men advokaten råder os til at indsende en ny ansøgning om ophold. Det koster omkring 60.000 kroner, som vi ikke har, men det må vi forsøge at skaffe, hvis det bliver nødvendigt. Ellers vil vi være nødt til at rejse til Spanien igen for vores familie skal ikke splittes,” lyder det desperat fra Per Jensen. Han vil dog gå meget langt for at undgå den løsning:
“Børnene er faldet så godt til på skolen, og den ældste har fået en sød kæreste. Det ville være en katastrofe at skulle hive dem ud af skolen igen,” siger han.
Én ulykke kommer sjældent alene, siger man jo. Dagen efter at Necsa fik det nedslående brev fra Statsforvaltningen fik Per Jensen at vide, at firmaet Torben Rafn er gået konkurs, og at han ikke er én af de medarbejdere, som overgår til ny ejer.