Kendis-mægler idømt fængselsstraf for groft bedrageri
Ejendomsmægler Mette Lykken og hendes mand Tony Mortensen er torsdag eftermiddag begge blevet kendt skyldige i bedrageri ved Retten i Lyngby.
Mette Lykken idømmes betinget fængsel i et år samt samfundstjeneste, mens Tony Mortensen idømmes et år og tre måneders fængsel og samfundstjeneste. Det skriver Ekstra Bladet.
Parret har nægtet sig skyldige i alle anklagerne, som lød på underslæb for uretmæssigt at have tilegnet sig et beløb i størrelsesorden af to millioner kroner i forbindelse med deponering af depositum fra boligkøbere.
Det var Dansk Ejendomsmæglerforening (DE), der i 2012 politimeldte parret for underslæb begået i den tidligere ejendomsmæglervirksomhed Mette Lykken Bolig.
Mange sager
Dansk Ejendomsmæglerforening behandlede dengang sagerne, og foreningens garantifond udbetalte i den forbindelse et betydeligt beløb i erstatning til de berørte kunder.
"Det, der er foregået i Mette Lykken Bolig, er fuldstændig uacceptabelt over for forbrugerne. Mette Lykken Bolig har i flere år undladt at afregne kundernes tilgodehavender. Vi har kunnet konstatere, at det er foregået systematisk og igennem flere år. En sådan adfærd vil vi på ingen måde acceptere i foreningen, og derfor sørger vi selvfølgelig også for, at det får konsekvenser," sagde DE's formand, Steen Winther-Petersen, til Lokalavisen Villabyerne i marts 2012 i forbindelse med politianmeldelsen.
Ekstra Bladet fik en kommentar til dagens afgørelse fra en af hovedpersonerne, Mette Lykken, foran Retten i Lyngby: "Jeg kender intet til der. Jeg har ren samvittihed. Jeg har det fint, for jeg har aldrig haft en klagesag. Og de, der er blevet ramt af det her, er jo garanteret af den garantiordning, som vi har indbetalt til. De har fået pengene derfra. Det er 133 sager. Det skal ses i lyset af, at vi havde op mod 500 handler om året," sagde Mette Lykken til Ekstra Bladet.
Mette Lykken har gennem årene solgt boliger for flere danske kendisser blandt andre: Jane Aamund, Ghita Nørby, Janni Spies og Casper Christensen.