Politiet skyder - og får totalsmadret patruljevognen
“Det var fuldstændig vanvittigt. Vi har aldrig set noget lignende herude.”
John og Sonja Sørensen, beboere på Peter Appels Vej i Ganløse, var ved at få formiddagskaffen galt i halsen, da de søndag omkring kl. 11.30 blev vidner til en vanvidskørsel.
“Jamen, det var helt uvirkeligt. Pludselig kom der en bil kørende på vores lille og rolige villavej med 70-80 km/t. Vi nåede dårligt at tale oplevelsen igennem, før bilen kom forbi igen med samme fart,” siger Ganløse-beboerne.
Den store Toyota Hilux, som blev ført af en 39-årig mand fra Hillerød, fortsatte op af en snæver sti, inden den væltede ind over en hæk og endte på siden i en villa-indkørsel.
“Det vigtigste er, at ingen personer kom til skade under hans hasarderede kørsel. Det kunne nemt have været tilfældet,” siger John og Sonja Sørensen til Lokalavisen Egedal.
Den 39-åriges vanvidskørsel startede dog ikke i Ganløse, men derimod på Hørup Skovvej i Slangerup et par timer tidligere. Her fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om en bilist, der drønede ind i et vejskilt og fortsatte ufortrødent videre.
Kort efter fik en patrulje øje på bilisten, der nu befandt sig på Banegraven i Slangerup, men da den 39-årige bilist spottede politiet, så drønede han i to omgange ind i patruljebilen.
Betjent måtte springe væk
“Vores ene kollega stod foran patruljebilen, så han måtte springe for livet, da bilisten kom kørende mod ham. Han valgte at afgive skud mod bilens venstre baghjul, men det hjalp ikke, for den 39-årige kørte væk fra stedet. Vores patruljebil blev totalskadet under de to påkørsler, så vi havde ikke mulighed for at køre efter ham,” siger efterforskningsleder Henrik Gunst fra Nordsjællands Politi.
Efterfølgende fik politiet flere anmeldelser om vanvidskørsel i Ganløse, men da manden kørte galt på Peter Appels Vej, så snuppede han en cykel fra ladet af bilen og fortsatte sin flugt. Han blev dog anholdt tæt på Ganløse Kro cirka kl. 12.00.
Den 39-årige er netop nu i grundlovsforhør i Retten i Hillerød.