Emilie blev dræbt
En morder er på fri fod. Det ligger nu fast
Emilie Meng, som har været eftersøgt siden 10. juli, og som lørdag blev fundet død af en hundelufter i en sø ved Regnemarks Bakke nær Borup, er blevet dræbt. Det fastslog politiets efterforskningsleder, Søren Ravn-Nielsen, på et pressemøde søndag aften klokken 20.30. Omstændighederne omkring drabet vil politiet dog endnu ikke kommentere.
Med fundet af Emilie Mengs lig går efterforskningen nu ind i en ny fase.
"Vi har fra start efterforsket sagen ud fra den værst tænkelige scenarie, at vi har at gøre med en forbrydelse. Den kortlægning, vi har lavet, kan vi så bruge i det nye gerningssted, hvor vi har fundet liget af Emilie Meng. Og det gør faktisk, at jeg er fortrøstningsfuld omkring, at vi kan skabe mere klarhed over, hvad der er sket med Emilie Meng," sagde Søren Ravn-Nielsen ifølge eb.dk på pressemødet.