Fortsæt til indhold

Tyveknægte har gemt sig før sommerferien

En målrettet kampagne for at nedsætte sommerferie-indbrud er sat i værk

Krimi
Arkiv

Sommerferien er over os, og det er nu forholdet til din nabo skal stå sin prøve, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
17.248 østjyder har allerede meldt sig som nabohjælper og er klar til at tage kampen op mod indbrudstyvene. Nogle har læst op på de gode råd på nettet, andre har hørt om dem i tv eller hos naboen, mens fem-sekstusinde østjyder har fået dem personligt leveret ved et af de borgermøder Østjyllands Politi har afholdt i samarbejde med de østjyske kommuner.
SE OGSÅ: POLITIKATTEN FUTTIS CYKELHJELM BRUGES I UNDERVISNING

Politi og kommune

"Det er en rigtig ubehagelig oplevelse at blive udsat for indbrud, og vi vil gerne hjælpe borgerne ved at give dem gode råd til, hvad de selv kan gøre for at undgå at få indbrud i deres hjem. Derfor har vi, i samarbejde med kommunerne, holdt flere borgermøder med fokus på at forebygge indbrud. På den måde har vi været i kontakt med flere tusinde borgere, som nu er klædt endnu bedre på til sommerferien," siger leder af Østjyllands Politis særlige indbrudsstab, fg. vicepolitiinspektør Anders Uhrskov, der har følgende gode råd til borgerne:

  • Sikr døre og vinduer med gode låse og sikringsbeslag
  • Installer tænd/sluk-belysning – både inde og ude
  • Lad være med at rydde alt for meget op inden du taget hjemmefra

    Politiet opfordrer også til, at naboen kan:
  • Tømme din postkasse
  • Smide skrald i din skraldespand
  • Slå græs eller hænge tøj på din tørresnor
  • Parkere sin bil i din indkørsel, mens du er væk

Politiet jagter kendte tyve

Mens borgerne har travlt med at indbrudssikre deres huse, har Østjyllands Politi travlt med at fange eftersøgte indbrudstyve. Politiet er nemlig i øjeblikket på jagt efter flere kendte indbrudstyve, der er blevet koblet sammen med en række indbrud begået i Østjylland.
"Vi er så langt i vores efterforskning, at vi blot mangler at anholde de mistænkte i de aktuelle sager. Men de ved nok godt, at politiet er efter dem, for de er alle gået under jorden."
"Men når vi får fat i dem, bliver de præsenteret for en række sigtelser for indbrud, og så kan de se frem til at blive fremstillet for en dommer og forhåbentlig tilbringe sommeren bag tremmer," lyder det fra fg. vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.